STEPHANIE THOMASEN (DANMARK) & VITOR HAMAMOTO (BRASILIEN)

STEPHANIE THOMASEN (DANMARK) & VITOR HAMAMOTO (BRASILIEN)

Danske Stephanie Thomasen er uddannet ved den prestigefyldte Ailey School i New York i 2009 og har siden danset i Uppercut Danseteater. I 2016 overtog Stephanie Thomasen den kunstneriske ledelse af kompagniet sammen med koreograf og danser Mark Philip. Hun har blandt andet koreograferet forestillingen LIMBO for Dansk Danseteater og senest forestillingen TRO for Uppercut Danseteater efter succeserne ONE, DIFFERENCES og 360°.

I 2013 modtog Stephanie en Reumert Talentpris for sit koreografiske virke, og i 2014 Balletmester Albert Gaubiers Fonds Legat. Forestillingen 360° blev Reumert-nomineret som Årets Danseforestilling i 2015.

Til subURBAN DANCE FESTIVAL 2017 skabte Stephanie Thomasen værket CRASH i samarbejde med brasilianske DF Zulu Breakers. I den forestilling mødte hun danser Vitor Hamamoto, som har begejstret både publikum og koreografer med sit imponerende trinsprog. Samarbejdet er siden fortsat, og Stephanie Thomasen har inviteret Vitor Hamamoto til at optræde for Uppercut Danseteater i denne sæson.

Til subURBAN DANCE FESTIVAL 2018 optræder Uppercut Danseteater med Stephanie Thomasens DIFFERENCES som en del af subURBAN STORIES. Derudover kan Stephanie Thomasen og Vitor Hamamoto opleves i duetten LETS’ GO NOWHERE til DANCE UNDER THE DOME.